Pressemedelelse

Folketingskandidat for Kristendemokraterne

 

Hans Ole Bech, der er 54 år og bor i Aakirkeby, er valgt som folketingskandidat for Kristendemokraterne på Bornholm. Han arbejder som miljømedarbejder og gruppeleder i Bornholms Regionskommunes Teknik og Miljø i Tejn.

 

Det betyder, at man kan finde Hans Ole Bechs navn på stemmesedlen ved folketingsvalget under Liste K.

 

Hans Ole Bech ønsker, at Kristendemokraterne styrkes ved det kommende folketingsvalg - og at der kommer fokus på de mennesker, der har behov for særlig hjælp.

 

Målet er at udvide Liste K's folketingsgruppe, som for tiden består af MF Per Ørum Jørgensen - så der efter valget er fire-fem mandater i Kristendemokraternes folketingsgruppe på Christiansborg.

 

De bornholmske stemmer på Kristendemokraterne vil blive lagt sammen med Liste K stemmerne på Sjælland og i København. Her opstiller KDs landsformand, Bjarne Hartung Kirkegaard, Allinge - og Kåre Skarsholm, der kommer fra Bodilsker.

 

Hans Ole Bech lægger vægt på medmenneskelig politik - ud fra et kristent livs- og menneskesyn - og på at der kan ske en fortsat udvikling i alle dele af landet. Kristendemokraterne ønsker, at der er en god fordeling af offentlige og private arbejdspladser. Vi skal ikke alle bo i storbyer.