FODBOLD OG BYRÅDSARBEJDE ER HOLDARBEJDE
På mange måder kan fodbold og byrådsarbejde sammenlignes, da det i begge tilfælde er nødvendigt med et udpræget holdarbejde for at opnå gode resultater.
I begge tilfælde gælder det om at få sat det stærkester hold til at løse opgaven. Det mestrede Morten Olsen og Danmark kvalificerede sig til VM i fodbold næste sommer.
Den 17. nov., når det nye byrådshold skal udtages, ønsker KD, at holdet får en anfører, der kan organisere et bredt samspil i byrådet, så alle gode kræfter kan spille sammen om at gøre Holstebro Kommune til en endnu bedre kommune at være borger i.
Som midtbanespiller ønsker jeg, at mange afleveringer og frispilninger kommer til at gå gennem KDs familie, social og skolepolitik
Selvfølgeligt er jeg interesseret i, at der bliver lavet gode mål/projekter i Holstebro Kommune. Forudsætningen herfor er, at grundtræningen er i orden. Det sikres ved at give vore børn en god pasning og en skolegang, der er præget af tryghed, sundhed, solid indlæring og gode holdninger. Og vores ældre medborgere, der har gjort deres store indsats for Holstebro, skal sikres en medmenneskelig og god omsorg på udskiftningsbænken.
For KD er det bedste forsvar mod fremtidige problemer, at der er orden i økonomien.
For at undgå uheld og skader i fremtiden, ønsker KD, at der satses mere på det forebyggende arbejde mod misbrug, vold og integration af vore nye medborgere.
Taktisk mener jeg det er vigtigt at inddrage og styrke det frivillige kultur-, forenings og omsorgsarbejde, da det giver både personligt ansvar, medejerskab og større livskvalitet.
KD ønsker et godt og konstruktivt samarbejde ikke alene med kommunens ansatte, men også med borgerne. Kun gennem dialog og meningsudveksling, hvor vi lytter til hinanden, kan vi få de nødvendige sejre de næste 4 år.
Jeg er klar til en konstruktiv kamp for Holstebro Kommune. Ønsker du, at byrådsholdet skal styrkes familiepolitisk og menneskeligt? så udtag samarbejdsvillige midtbanespillere fra KD til holdet.
Af Karl Georg Pedersen, spidskandidat KD 20.10.2009


