Kristendemokraterne vil forbedre folkeskolen
Kristendemokraterne vil sætte mere fokus på skolen og elevernes muligheder for at udvikle sig til selvstændige, medlevende samfundsborgere, der tager ansvar for sig selv familien og samfundet.
Hvis det skal lykkes, skal lærerne sættes fri til at udføre det arbejde, de er uddannet til. Derfor ønsker Kristendemokrater, at der gennemføres en tillidsreform, der gør op med test-tyranni, kontrol og bureaukrati, og giver lærerne mulighed for mere direkte undervisning.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har givet løfter om at give folkeskolen et markant løft, men KD frygter, at nye krav om besparelser og nulvækst i kommunerne kommer til at spænde ben for de mange gyldne løfter.
Faglighed, kreativitet og holdninger.
Kristendemokraterne lægger stor vægt på faglighed, selvstændighed, kreativitet og holdninger. Eleverne skal have en grundig basisviden i dansk, regning, matematik og samfundskundskab, men der skal også være plads til holdninger hvorfor kristendomskundskab, historie, naturfag også er betydende fag. Eleverne skal lære at lære, Lære at opsøge og bruge viden. KD mener, at folkeskolen skal bygge på fællesskabet blandt eleverne. Læring og viden giver alene mening i en sammenhæng af menneskelige relationer. Samfundet skal væk fra individualiseringen og elevcentreret pædagogik, hvor den enkeltes behov nødvendigvis skal tilfredsstilles konstant. Undervisning er et forhold lærer/pædagog og elever i mellem.
KD finder det også kritisabelt, at eleverne stilles til regnskab for deres egen undervisning – det er en byrde der alene tilkommer forældrene og lærerne, når der ses bort fra de ældste klassetrin. Vi afviser mantraet ”ansvar for egen læring”, som i sit udgangspunkt var tiltænkt de gymnasiale uddannelser, og intet har at gøre i grundskolen!
Også læreruddannelsen skal styrkes og opgraderes så de pædagogiske redskaber modsvarer de stadig voksende krav til undervisning og vidensdeling, og der må sættes midler af til efteruddannelse.
Folkeskolen skal være rummelig, men elever med specielle psykologiske behov og adfærdsforstyrende opførsel, skal have tilbud om specialundervisning frem for at forstyrre den daglige undervisning, men samtidig er der brug for at se på, om de mange midler der anvendes til specialundervisning anvendes rigtigt.
Af Karl Georg Pedersen KD-lokalformand 15.02.2010


