Lovgivning krænker trosfriheden
Loven om de kønsneutrale ægteskaber er vedtaget. Biskopperne har fremlagt det nye vielsesritual. Og fra i dag kan de homofile blive viet i kirken. Så hvad gør vi nu lille du?
Af Egon Jakobsen, politisk næstformand for Kristendemokraterne
Loven om de kønsneutrale ægteskaber er vedtaget. Biskopperne har fremlagt det nye vielsesritual. Og fra i dag kan de homofile blive viet i kirken. Så hvad gør vi nu lille du?
Har Kristendemokraterne ikke lidt et nederlag, når partiets protester ikke forhindrede, at loven blev vedtaget? Og er den bebudede retssag ikke på forhånd en død sild, når så stort et flertal støtter loven? Disse og andre lignende spørgsmål har jeg mødt en del gange i den seneste tid.
Nej, det er trosfriheden, der har lidt et nederlag – ikke KD. Og vi har ikke tænkt os at give op uden sværdslag. Det er demokratiets spilleregler, at flertallets afgørelse føres ud i livet. Men det hører også til spillets regler i et demokrati, at mindretallet fortsat må kæmpe for sine holdninger. Og det har Kristendemokraterne tænkt sig at gøre. For, som Niels Hausgaard så underfundigt spørger: Er de fleste også de bedste – eller er de bare de fleste?
Desværre er det her emne blevet udråbt til et spørgsmål om for eller imod de homofile. Men det er helt forkert. Kristendemokraterne ønsker ikke at blande sig i, hvordan mennesker indretter deres samliv.
Det handler om, at loven om de kønsneutrale ægteskaber er i konflikt med Grundlovens §67, der handler om trosfrihed. For der er tale om, at et trossamfund påtvinges handlinger og ritualer, som alene begrundes i en lov – og derfor ikke udspringer af kirkens tro og lære.
Samtidig er det ganske usædvanligt at vedtage et lovforslag, der klart siger, at visse forhold og konsekvenser først skal undersøges og debatteres senere – efter vedtagelsen. Det er lovsjuskeri. Det siger noget om, at loven blev til for at tækkes en politisk ideologi.
Derfor er retssagen ikke en død sild. Og derfor arbejder Kristendemokraterne videre med mulighederne for at anlægge en retssag mod regeringen. For vi vil kæmpe for alle dem, der føler, at deres grundlovssikrede trosfrihed er krænket med denne lov.
Søgeboks
Her kan du søge.



