Politisk ligemageri og meningstyranni

Når Manu Sareen (R) angriber lyserøde legoklodser og S-SF ønsker at ”han” og ”hun” afløses af ”høn” som tiltaleformen i børneinstitutioner, burde det stå klart for alle, at ligestillingsdagsordenen er kørt af sporet.

Af Stig Grenov, kristendemokraternes internationale sekretær.

 

Loven om homovielser i kirken handler ikke om ligestilling eller ligeværd. Den handler grundlæggende om en revolte, hvor individets ret til at designe og definere sin egen virkelighed sættes før alt andet.

 

Kristendemokraterne mener, at loven er endnu et politisk tiltag, hen imod et samfund hvor alle er ens. Når Manu Sareen (R) angriber lyserøde legoklodser og S-SF ønsker at ”han” og ”hun” afløses af ”høn” som tiltaleformen i børneinstitutioner, burde det stå klart for alle, at ligestillingsdagsordenen er kørt af sporet. Havde regeringen kunnet, ville den givet vis have lagt sag an mod naturen for diskrimination, fordi den har gjort forskel på de to køn. I mangel af bedre har man valgt at lægge arm med kirken.

 

Under påskud af at fjerne diskrimination presser regering og opposition kirken til at lave et ægteskabsritual for homoseksuelle, og dikterer efterfølgende, at det skal hedde et ægteskab. Hvad Folkekirken måtte mene, kommer ikke KD ved. Men politikernes indgreb i dens indre anliggender er et klokkeklart brud på religionsfriheden. Og der er tale om tankekontrol, når folket ved lov får dikteret betydningen af ordet ”ægteskab”. Vi rammes alle, når tanke- og ytringsfriheden står for skud.

 

Og i kulissen står græsrodsorganisationen Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBGT), der dygtigt og målrettet arbejder for total lighed mellem enhver seksuel levemåde. Eks. vis skal regnbuefamilier med to kvinder og tre mænd accepteres på lige fod med tosomheden. Og synspunktet har stor bevågenhed langt ind i højre- og venstrefløjen. Skal kirken så også velsigne disse relationer? Ægteskabsloven er blot en løftestang for LBGTs mål om, at cementere homoseksuelles krav på at opfostre børn.

 

Den udvikling modsætter KD sig, fordi vi sætter børnenes tarv før voksnes krav. Forskningen har påvist en klar sammenhæng mellem opvækstvilkår og for eksempel homofil adfærd. Børns kønsidentitet skabes i samspillet mellem mor og far, og ingen lovgivning eller paragraf kan fjerne behovet for at spejle sig i dem begge. Det er forståeligt, at voksne mennesker ønsker at få børn, men uanset om man klager til ombudsmanden eller Vorherre, forbliver det ingen sygdom, at to mennesker af samme køn ikke kan få afkom. Samfundet skal værne om den svageste part. Og det er børnene der er tabere, når voksne kræver retten til at designe deres liv efter, hvad der teknisk muligt.

 

Kritikere slås desværre oftest i hartkorn med religiøse fanatikere, homofober og meget andet ”godt”. Lad det være sagt klart! KD kunne aldrig drømme om at forfølge noget menneske. Men det er tid til at træde i karakter og stoppe ligemageriet. Den grundlovssikrede ret til tros- og ytringsfrihed angribes og familien som bærende enhed er sat under et uhørt pres. Det er en samfundsomvæltning, som end ikke 68´er generationens sociale eksperimenter havde held med.