Børn, BNP og besparelser

Børn indeholder en menneskelig værdi, der ikke kan gøres op i vækst, BNP eller økonomiske kalkuler. Det er nærmest tragikomisk at skiftende regeringer sparer på familierne under påskud af at ville redde velfærden.

Stig Grenov

Børn indeholder en menneskelig værdi, der ikke kan gøres op i vækst, BNP eller økonomiske kalkuler. Det mener Kristendemokraterne, som anklager skiftende regeringers børne- og familiefjendske politik, for at være kraftigt medansvarlig for det faldende børnetal.

”Det forfærdelige er, at borgerne fravælger at få de børn, de egentlig gerne vil have, af frygt for politikernes spareiver” siger Stig Grenov, Kristendemokraternes internationale sekretær. ”Professor ved Aalborg universitet, Jørgen Goul Andersen, har fat i den lange ende, når han bl.a. giver VK regeringens loft på børnepengene skylden for det faldende børnetal i Danmark. Det er nærmest tragikomisk at skiftende regeringer sparer på familierne under påskud af at ville redde velfærden. For KD handler det om at vi får lov at leve livet – og heri indgår muligheden for at have børn. At det så samtidig er en god økonomisk samfundsinvestering, at vi på lang sigt sikrer arbejdsudbuddet, er en anden sag.

Kristendemokraterne mener, at børnefamilierne skal forkæles. Det handler om at sikre gode børneinstitutioner, der er til at betale, mulighed for at passe sit eget spædbarn og at stifte familie som studerende. Udskrivning af penge til børnefamilier er derfor ikke et mål i sig selv, men børnechecken blev indført som en kompensation for de høje grønne afgifter. KD frygter at selv en lille inflation vil medføre, at flertallet om få år rammer loftet for børnepenge, hvorefter det afskaffes.