Købesex er ikke en fri rettighed

KD mener, at prostitution er den direkte vej til depression, angst og afhængighed af det kriminelle miljø.

Stig Grenov

 Af Stig Grenov, Kristendemokraternes Internationale Sekretær

Et forbud mod købesex er et klart signal til borgerne om, at det ikke er en frihedsrettighed at udnytte sit medmenneske. Det mener Kristendemokraterne, der dermed bakker helhjertet op om regeringens forslag om et forbud. At et flertal af befolkningen efter sigende er imod, er ikke et argument.


”Man kan ikke føre politik efter krydserne i et spørgeskema, og jeg tillader mig at tvivle på, at 67 % af befolkningen ønsker, at kvinder udnyttes seksuelt”, siger Stig Grenov, Kristendemokraternes Internationale Sekretær. ”Det var heller ikke populært da man i starten af 1900-tallet satte kraftige afgifter på ”fattigmandssnapsen” eller da rygning på restauranter blev forbudt. Men det var visionære politikere der gjorde hvad der var rigtigt. Jeg håber inderligt at Rasmus Horn Langhoff (S) holder fast i denne sag”.


KD mener, at prostitution er den direkte vej til depression, angst og afhængighed af det kriminelle miljø. Et forbud vil få en del kunder til at tænke sig om en ekstra gang og medføre en generel holdningsændring til købesex i befolkningen.