Kontanthjælpsmodtagere og kristne værdier

Regeringens lovgivning er ved at kvæle ethvert civilt initiativ til at tage hånd om hinanden.Tillad mig for en gangs skyld den frækhed at tale om menneskelig ansvarlighed.

Stig Grenov

af Stig Grenov, KristenDemokraternes landsformand



Under dække af økonomisk smalhals er det blevet langt mere legalt for kommunerne at træde på den, der ligger ned. Det er ikke alene dybt bekymrende, det er også uanstændigt. For den overvejende del af befolkningen er det både sundt og en selvfølge, at vi selv rejser os op, når vi snubler. For staten skal ikke bære os. Men sådan er vilkårene desværre ikke for os alle.


Hvis kontanthjælpsmodtagere i fremtiden vil undgå at blive sat på ”integrationsydelse”, skal de for eksempel dokumentere, at de har levet i Danmark i syv ud af de sidste otte år. Det magter mange hjemløse og ufaglærte borgere ikke. Hvordan kan politikere komme i tanker om at ville ”integrere” danske borgere i deres eget land p.gr.a. manglende indkomst – og dertil straffe dem for at tage imod hjælp fra andre?


Kommunerne skal efter 1. oktober til at undersøge, om kontanthjælpsmodtagere er ”samlevende”. Det betyder i praksis, at de trækkes i ydelse, hvis de nogle gange om måneden spiser frikadeller hos en ven. Og skilsmissefamilien, der for børnenes skyld vælger at have regelmæssige fælles måltider, bliver tvunget til at stoppe den praksis. For ellers bliver de ramt økonomisk.


Regeringens lovgivning er ved at kvæle ethvert civilt initiativ til at tage hånd om hinanden. Naboen, der ikke har nok i sig selv risikerer at straffe det menneske, han ville hjælpe. Det er ikke alene en katastrofe for kontanthjælpsmodtagerne. Det er et kvælertag på de kristne værdier, der er grundlaget for vort samfund i form af ansvar for næsten.


Til syvende og sidst vil de offentlige udgifter eksplodere, når de frivilligt udførte opgaver på et tidspunkt skal løftes af kommunerne. Men både rød og blå blok er fortalere for denne ”nødvendighedens politik” med fokus på den økonomiske bundlinje. Hvem har glemt Margrethe Vestagers (R) ”Sådan er det bare”, da dagpengereformen også ramte de mest sårbare borgere?


Selvfølgelig skal husholdningsbudgettet for staten Danmark balancere. Men det er naivt at tro, at den sultne bliver mæt og får arbejde og styr på sine sociale problemer blot ved at få færre kroner. Det er det civile samfund, der skal styrkes, hvis mennesker skal på fode og gøres parate til at løfte eget liv.


Der tales så meget om økonomisk ansvarlighed. Derfor har regeringen afsat 45 mio. kroner til, at kommunerne kan kikke borgerne over skuldrene, så de ikke taler for meget med deres nabo. Tillad mig for en gangs skyld den frækhed at tale om menneskelig ansvarlighed: KristenDemokraterne vil begynde med at overføre det beløb til at styrke borgernes ansvar for hinanden. Det bliver vi alle rigere af.