Skal dåben styres af politik?

Friheden til at tænke, tale og tro gælder for alle mennesker – også for asylansøgere, der ønsker at konvertere til kristendommen og blive døbt.

Egon Jakobsen

af Egon Jakobsen, KristenDemokraternes politiske næstformand


Vi kan ikke sende dem hjem, hvis de konverterer og bliver døbt. For det er ensbetydende med at sende dem i døden. Men nu har regeringen med kirkeminister Bertel Haarder i spidsen fundet et columbusæg: udsæt dåben til efter asylansøgningen er behandlet!


Det handler om muslimske asylansøgere. Om mennesker, der er flygtet fra muslimske regimers forfølgelser, tortur og udryddelseskrig for at redde livet. Nu står de her i et land, der bryster sig af demokrati og religionsfrihed – gør de ikke?


KristenDemokraterne mener, at friheden til at tænke, tale og tro gælder for alle mennesker – ikke kun for indfødte danskere. Det er dybt foruroligende, at kirkeministeren vil lægge politisk pres på den grundlovssikrede trosfrihed. For et demokrati, der vil begrænse eller undertrykke politiske og religiøse holdninger, er ikke længere et demokrati.


I stedet for burde både regering og folketing glæde sig over, at mere end femhundrede asylansøgere er konverteret til kristendommen i år. For det stærkeste forsvar mod islamisme og andre rabiate holdninger er jo netop det kristne syn på mennesket som enestående og uerstatteligt.


Og, kære kirkeminister, det er ikke en skovtur at konvertere fra islam til kristendommen. Derom vidner det faktum, at konvertitten mister enhver kontakt med ægtefælle, børn, familie og venner – og i tilgift får en dødsdom hængende over hovedet. Hvis der var tale om såkaldt bekvemmelighedskristne, så burde vel også irakere, palæstinensere og afghanere konvertere i samme mængde som iranerne.


KristenDemokraterne vil derfor byde forfulgte mennesker velkommen i Danmark – også når de bliver kristne.