KD´s historie

Politiske partier, der i deres navn og grundlag markerer et udspring i kristne værdier, findes i næsten alle europæiske lande og i mange lande uden for Europa. 

I Skandinavien blev det norske Kristeligt Folkeparti stiftet i 1933, det finske i 1958 og det svenske i 1964. 

I Danmark har der været flere tilløb til at danne et kristeligt parti. Men det var først, da den borgerlige VKR-regering i slutningen af 1960’erne frigav billedpornografien og liberaliserede abortloven markant, at der blev taget konkret initiativ til at stifte det parti, der fik navnet Kristeligt Folkeparti.

Sådan begyndte det

Stiftelsen fandt sted den 13. april 1970 på Unge Hjems Højskole ved Århus, hvor også formand og næstformand for det norske Kristeligt Folkeparti deltog.

Allerede den 11. marts 1971 kunne stifterne aflevere 21.338 underskrifter til indenrigsministeriet, mere end rigeligt til at gøre partiet opstillingsberettiget ved folketingsvalget den 21. september 1971. 

Ved dette, Kristeligt Folkepartis første, folketingsvalg manglede der omkring 600 stemmer i, at partiet blev repræsenteret på Christiansborg.

Medlemstallet nåede i løbet af 1972 op på over 7.000. Mange medlemmer havde ikke tidligere været politisk aktive, og mange kom fra etablerede partier – herunder partier, der ikke var repræsenteret i Folketinget, fx. Liberalt Centrum og Dansk Samling.

De første år var naturligt nok præget af store forskelle, der var i medlemsskaren. Denne brydningstid resulterede bl.a. i, at den første landsformand, overlæge Jacob Christensen fra Horsens, på et hovedbestyrelsesmøde den 10. marts 1973 forlod partiet.

I Folketinget i 1973

Den daværende næstformand, overlærer Jens Møller fra Kolding, overtog formandsposten. Efter splittelsen i marts 1973 troede mange, at partiets dage var talte, men tværtimod øgedes tilslutningen.

Ved folketingsvalget den 4. december 1973 opnåede partiet dobbelt så stor vælgertilslutning som ved valget i 1971, og fik syv mandater valgt.

Medlemstallet fortsatte sin stigning, og i løbet af 1974 nåede Kristeligt Folkeparti de første 10.000 medlemmer og i 1975 11.000.

Inden for partiets første år organiserede Kristeligt Folkeparti sig i alle amter, og hurtigt blev der også dannet partiforeninger i de fleste kredse og i mange kommuner.

I firkløver-regeringen

I september 1982 gik Kristeligt Folkeparti ind i firkløver-regeringen sammen med Det konservative Folkeparti, Venstre og Centrumdemokratterne.

Skoleinspektør Christian Christensen, der var blandt partiets syv første folketingsmedlemmer, blev miljøminister og minister for nordiske anliggender.

Som regeringsparti og med en ihærdig minister oplevede partiet fornyet fremgang ved folketingsvalget den 10. januar 1984. Regeringsdeltagelsen gav dog også anledning til nogen uro, både inden for og uden for partiet.

Det resulterede bl.a. i, at det nordjyske folketingsmedlem Arne Bjerregaard brød med partiet i foråret 1987, og ved folketingsvalget i september 1987 måtte Kristeligt Folkeparti notere en mindre tilbagegang.

Efter valget blev daværende landsformand Flemming Kofod-Svendsen udpeget som boligminister. Firkløver-regeringen holdt til juni 1988, hvor Kristeligt Folkeparti sammen med CD måtte afgive pladsen til de radikale.

I maj 1990 trådte Flemming Kofod-Svendsen tilbage som landsformand og blev afløst af den 26-årige lærer Jann Sjursen fra Næstved.

Efter folketingsvalget den 12. december 1990 kom Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe til at bestå af Flemming Kofod-Svendsen, valgt i Københavns amt; Knud Glønborg, valgt i Nordjylland amt; Inger Stilling Pedersen, valgt i Århus amt og Henning Lysholm Christensen, valgt i Ringkøbing amt.

I regering – og ud af Folketinget

Den 26. januar 1993 indtrådte Kristeligt Folkeparti i en ny fireparti-regering med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og bestående af Socialdemokratiet, Centrumdemokratterne, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Landsformand Jann Sjursen blev udnævnt til ny energiminister og Flemming Kofod-Svendsen blev udnævnt til boligminister samt minister for nordiske anliggender og Østersø-spørgsmål.

Valgperioden 1990-94 var præget af de to EU-afstemninger. Især anbefalingen af et nej ved den første folkeafstemning i 1992 gav anledning til en del indre uro i partiet. Selv om et markant flertal i ledelsen bakkede op om partiets regeringsdeltagelse, gav den alligevel anledning til uro i flere vigtige spørgsmål.

Ved folketingsvalget den 21. september 1994 oplevede partiet en tilbagegang på 0,5 pct. og landede med 1,8 pct. ca. 5.000 stemmer under spærregrænsen.

Dagen efter valget påbegyndtes en indsamling af anmelderunderskrifter for at sikre Kristeligt Folkeparti opstilling til det næste folketingsvalg. Disse underskrifter blev afleveret og godkendt et halvt år efter.

Tilbage i Folketinget

Torsdag 19. februar 1998 udskrev statsminister Poul Nyrup Rasmussen pludselig det valg, Kristeligt Folkeparti havde gået og ventet på i over tre år. Valgkampen blev kort og hektisk. Ved valget 11. marts fik partiet 85.631 stemmer, 24.124 flere end ved forrige valg.

Resultatet udløste fire folketingsmandater og var kun knap 3.000 stemmer fra det femte mandat.

De fire valgte blev: Landsformand Jann Sjursen, valgt i Århus Amt; direktør Ole M. Nielsen, valgt i Nordjyllands Amt; pastor Flemming Kofod-Svendsen, valgt i Københavns Amt; TV-direktør Tove Videbæk, valgt i Ringkøbing Amt.

I august 2001 blev folketingsgruppen udvidet til fem medlemmer, da løsgængeren Frank Dahlgaard meldte sig ind i Kristeligt Folkeparti.

Ved folketingsvalget 20. november 2001 bevarede Kristeligt Folkeparti med 2,3 pct. af stemmerne sine fire mandater. Flemming Kofod-Svendsen genopstillede ikke, og i hans sted blev viceskoleleder Bodil Kornbek valgt i Københavns Amt. Frank Dahlgaard stillede op i Vestre Storkreds, men opnåede ikke valg. Ved kommunal- og amtsrådsvalget, der blev afviklet samme dag, fik Kristeligt Folkeparti en stemmefremgang på ca. 25 pct. Det betød en fordobling af antallet af amtsrådsmedlemmer fra to til fire.

I september 2002 måtte Ole M. Nielsen forlade Folketinget på grund af sygdom og overlade pladsen til Mogens Nørgaard Pedersen. Dermed er Kristeligt Folkepartis fire folketingsmedlemmer: Jann Sjursen, valgt i Århus Amt, Tove Videbæk, valgt i Ringkøbing Amt, Bodil Kornbek, valgt i Københavns Amt, og Mogens Nørgaard Pedersen, valgt i Nordjyllands Amt.

Ved landsmødet i oktober 2002 trak Jann Sjursen sig tilbage som landsformand for at hellige sig arbejdet som formand for folketingsgruppen. Han blev afløst af den 29-årige gymnasielærer Marianne Karlsmose, Ribe amt.

I maj 2003 trak Jann Sjursen sig også som gruppeformand, da han var uenig i den strategi, som den nye ledelse lagde for partiet. Han blev afløst af Mogens Nørgaard Pedersen.

Marianne Karlsmose ønskede at give partiet en skarpere profil og knytte partiet nærmere til den kristendemokratiske bevægelse. Det resulterede i, at Kristeligt Folkeparti på sit landsmøde den 25.-26. oktober 2003 besluttede at ændre sit navn til Kristendemokraterne.

Ved landsmødet i oktober 2005 trak Marianne Karlsmose sig tilbage som landsformand. Hun blev afløst af den 44-årige Bodil Kornbek fra Københavns Amt.

Ud af folketinget igen

Ved folketingsvalget i 2005 fik Kristendemokraterne kun 1,7 % af stemmerne og måtte derfor atter forlade Christiansborg. Det var ca. 20.000 stemmer mindre i forhold til valget i 2001. Partiet opnåede heller ikke at komme i folketinget ved valget i 2007 og 2011.

Ved Landsmødet i 2008 blev partiets nye principprogram vedtaget.

Landsformænd

* Jakob Christensen (1970-73)

* Jens Møller (1973-1979)

* Flemming Kofod-Svendsen (1979-1990)

* Jann Sjursen (1990-2002)

* Marianne Karlsmose (2002-2005) 

* Bodil Kornbek (2005-2008)

* Bjarne Hartung Kirkegaard (2008-2011 )

* Per Ørum Jørgensen (2011-2012)

* Stig Grenov (2012-

Ministre

* Christian Christensen, miljøminister og minister for nordisk samarbejde (1982-88)

* Flemming Kofod-Svendsen, boligminister (1987-88) samt minister for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål (1993-94)

* Jann Sjursen, energiminister (1993-94)