Israel-Palæstina spørgsmålet

Konflikten er desværre ikke af nyere dato, men fortjener vores omsorg og opmærksomhed.

KristenDemokraterne fordømmer på det skarpeste Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober samt den terror og undertrykkelse, som organisationen udøver, både mod israelske civile og egne palæstinensiske kritikere. Hamas er en terrororganisation og kan ikke anerkendes som repræsentant for det palæstinensiske folk.

Vi kræver øjeblikkelig frigivelse af alle gidsler og hjemsendelse af dem, som ikke længere er i live, med respekt for deres familier og pårørende. Det er en ufravigelig rettighed og en forudsætning for ethvert skridt mod fred.

Israel har ret til at eksistere og til sikre grænser. 

Som enhver suveræn stat har Israel ret til at beskytte sine borgere, men vi må også insistere på, at denne ret udøves inden for rammerne af international humanitær ret og krigens love.
Når civile rammes bredt og brutalt, som det er sket i Gaza, overskrides grænsen for, hvad der er forsvarligt.

Stop ødelæggelsen af Gaza og volden på Vestbredden

Den systematiske ødelæggelse af livsgrundlaget i Gaza må bringes til ophør. KristenDemokraterne afviser alle forslag om massedeportationer af befolkningen i Gaza samt enhver politisk eller strategisk brug af nødhjælp.

Vi fordømmer også den stigende vold fra bosættere mod civile palæstinensere på Vestbredden.
Den israelske regering er ansvarlig for borgernes sikkerhed, også i de besatte områder.

Et håb for fremtiden

En våbenhvile i Gaza er nødvendig, men ikke en løsning i sig selv. En løsning skal indebære, at det palæstinensiske folk selv er med til at bestemme deres egen skæbne. Palæstinenserne har krav på at leve i fred og krav på selv at kunne forme deres egen fremtid. De har ret til håb, værdighed og en fremtid.

Afvis kollektiv skyld

Vi afviser en ligestilling mellem Israels nuværende regering og det jødiske folk. Kritik af politik er legitimt og skal kunne formuleres, uden at det bliver til et angreb på religion eller identitet.

Vi afviser også på det kraftigste, at jøder i Danmark kan gøres ansvarlige for den politik, som Israels regering fører. Jøder i Danmark har, ligesom alle andre religiøse grupper, krav på respekt og på at kunne leve deres religiøse liv uden at skulle frygte for overgreb.

Det internationale ansvar

Som europæisk og kristendemokratisk parti insisterer vi på respekt for international ret og menneskerettigheder. Alle parter, også vores regering i Danmark, har et ansvar for at sikre, at våbeneksport, bistand og diplomatiske handlinger ikke bidrager til yderligere brud på folkeretten.

Ordfører for dette område

Udenrigs-, kommunikations-, IT-, digitaliserings- og transportordfører

Niclas Aarestrup

93 80 79 13
06naarestrup@kd.dk