Børn & familie

Det gode liv

Vi har brug for hinanden. Så simpelt er det. Især, når vi er små. Derfor skal det være godt og trygt at være barn i Danmark – uanset hvordan man vokser op. Vi vil styrke familierne og vores relationer til hinanden: til vores børn, forældre eller partnere.

Det må altid være familiens frihed og nærvær, der skal veje tungest, når der laves politik – ikke hverken arbejds­pladserne eller statens behov for skatte­indtægter.

Familien er det vigtigste, vi har. KristenDemokraterne vil styrke fællesskabet på tværs af generationerne. I det gode liv har vi tid til hinanden, tid til ældre, tid til børn.

Vigtigst er dog valgfriheden – at man kan vælge sin barsel, pasning, arbejde og pension lige præcis, som man selv vil i det enkelte hjem. Det er ikke noget, staten skal blande sig i – fx ved at presse medarbejdere op på fuldtid mod medarbejdernes egne ønsker.

Læs mere om børn og familie Her

Læs mere om skole & uddannelse Her

DEN GODE BARNDOM VARER HELE LIVET

  • Familie er at være der for hinanden på tværs af generationer – hele livet.
  • KristenDemokraterne har som det første parti lavet Børnenes Finanslov. For at give reel frihed til at skabe en bedre hverdag for familierne.
  • Børn skal ikke vokse op i fattigdom. KristenDemokraterne vil støtte udsatte familier og fjerne kontanthjælpsloftet.
  • KristenDemokraterne vil sikre børnecheck til alle børn. Børnechecken må ikke modregnes i sociale ydelser.
  • Børn har ret til forældre, uanset etnicitet. KristenDemokraterne vil sikre, at flygtningebørn kan være sammen med deres forældre.
  • Barselsorloven forlænges til 18 måneder. Forældrene skal frit kunne dele barslen mellem sig.
  • KristenDemokraterne vil indføre tilskud til hjemmepasning af egne børn svarende til 85% af prisen på en institutionsplads.
  • Mere tid og nærvær i institutionerne. Der skal være mindst en voksen til 3 børn under 2 år og en voksen til 6 børn på 3-6 år.
  • KristenDemokraterne vil afskaffe krav om individuelle læreplaner i institutioner og skoler.
  • Gratis og anonym forældrerådgivning til alle. Det giver mulighed for at skabe et bedre familieliv.
  • I tilfælde af skilsmisse skal der være mægling, der sikrer barnets tarv.

UDDANNELSE

  • Børn har ret til fællesskab og fritid uden for skolen med kortere skoledage og mere tid til frivillige foreninger.
  • KristenDemokraterne vil kæmpe for et skole- og uddannelsessystem med vægt på trivsel, dannelse og demokrati.
  • Trivsel er en forudsætning for god indlæring. KristenDemokraterne vil bekæmpe stress i uddannelsessystemet og styrke de studerendes faglige, sociale og personlige udvikling.
  • KristenDemokraterne vil respektere lærernes faglighed og give dem frihed til selv at styre deres forberedelse.
  • KristenDemokraterne vil give den enkelte skole frihed til at lærere, pædagoger, forældre og elever har indflydelse på skolen.

ARBEJDSLIV

  • Ret til fri på børns sygedage i op til 30 dage om året med 80 % løn – efter svensk forsikringsmodel.
  • Vi vil sikre ret til deltid for alle på arbejdsmarkedet.
  • KristenDemokraterne vil et arbejdsmarked med mindre stress, færre sygedage og høj arbejdslyst.
  • Arbejdsmarkedet skal være familievenligt, fleksibelt og med plads til forskellighed.
  • KristenDemokraterne vil sikre, at enlige forældre ikke kan tvinges til at søge arbejde på skæve tidspunkter.
  • KristenDemokraterne vil hæve beskæftigelsesfradraget.
  • Pension er et fælles ansvar for familien. Derfor skal par frit kunne fordele den mellem sig på optjeningstidspunktet.

Børn & familie

BEDRE NORMERINGER OG MERE FRIHED TIL BØRNEPASNING

Det må altid være forældrenes ansvar at vælge den form for pasning, der er bedst for deres barn og familie. Staten skal alene gribe ind, hvis forældrenes valg er til skade for barnets tarv. Staten skal ikke favorisere en bestemt hverdag for det enkelte barn.

Derudover skal der være ordentlige forhold i institutionerne, så forældrene kan vælge mellem mange gode pasningstilbud af høj kvalitet, og ikke er tvunget til at placere deres barn i pasning, hvor kvalitet og tid ikke er i overensstemmelse med gældende anbefalinger.

Det skal alene være op til forældrene at bestemme, om det er hjemmepasning, eller offentlige eller private pasningsordninger, som er det rigtige for netop deres barn.

Konkret foreslår KD:

  • Indfør tilskud til hjemmepasning på 85% af kommunale pasningsudgifter
  • Indfør minimumsnormeringer på institutionsniveau efter BUPLs anbefaling
  • Ligestil offentlige og private institutioner

HJÆLP TIL TRIVSEL

Rettidig rådgivning kan være afgørende for familiens trivsel. Familien er for mange den tætteste relation, vi har. Derfor er konflikter i familien også nogle af dem, som kan skabe størst skade i livet – både for børn og voksne. Det er grundlæggende vores eget ansvar, at få familien til at fungere i hverdagen.

At sætte rettidigt ind med rådgivning og oplysning kan hjælpe den enkelte familie til at træffe den rigtige beslutning for netop dem – og forebygge eksempelvis skilsmisse og psykisk mistrivsel.

KristenDemokraterne vil styrke par- og forældrerådgivningen i kommunerne, så langt flere kriser og konflikter kan håndteres, før de bliver store. Derudover skal sundhedsplejeordningen udbygges, så familien får mulighed for hjælp og støtte, frem til barnet begynder i skole.

Som samfund har vi dog den opgave at sikre de bedst mulige rammer, tilbud og værktøjer til, at familien kan få den hjælp og støtte, der er brug for.

Vi vil forpligte myndighederne på enhver kvindes ret til uvildig rådgivning før en abort og fem psykologsamtaler efter en eventuel abort. Det er aldrig en ønsket situation for en kvinde at være blevet gravid uden at ville have et barn. Det er KristenDemokraternes mål at nedbringe antallet af aborter i Danmark, men vi vil ikke kompromittere eller begrænse kvindens ret hertil. Ønsker en kvinde ikke rådgivning, har hun efter sundhedsloven ret til at afvise den. Men undersøgelser viser også, at kvinder kan føle sig presset til abort af mange årsager, herunder økonomiske eller grundet partnerens uvilje til at få et barn. I sådanne situationer skal vi som fællesskab træde til og informere om muligheder, herunder de økonomiske, for kvinde og barn. På samme måde bør vi tage hånd om den kvinde, der føler sig alene med sine tanker og efterladt i et følelsesmæssigt ingenmandsland efter en abort. Det er for KD en både kvinde- og børnesag at tage vare på alle, der kommer i en situation, hvor de må overveje en abort.

Konkret foreslår KristenDemokraterne:

  • Tilfør rådgivningsområdet 1 mia. kroner årligt
  • Tilbyd par- og forældrerådgivning
  • Invester i sundhedsplejeordningen
  • Garantér kvindens ret til rådgivning før og efter eventuel abort

BØRNERETTIGHEDER OG DOMSTOL

I de senere år er der tilført flere penge til politi og anklagemyndighed, men domstolene er ikke fulgt med. Det er et problem for retssikkerheden, og det skal der rettes op på. Derfor vil vi tilføre 1 mia. kr. om året yderligere til domstolene.

Ud af de 1 mia. kr. til generel opgradering af domstolene, vil KristenDemokraterne etablere en særlig børnerettighedsdomstol. Domstolen skal sikre børn og unges basale rettigheder, som adgang til mad, beskyttelse, samvær med forældre, omsorg og fravær af vold og overgreb. Det er desværre på ingen måde en selvfølge i Danmark, at disse rettigheder overholdes.

I følge traktaten til den europæiske union er vi alle forpligtet til at beskytte Europas børn. Således er det indskrevet i EU-traktatens artikel 3 som et af Unionens vigtigste mål at beskytte børns rettigheder. Det europæiske charter for menneskerettigheder fastslår tillige i artikel 24, at børn har ret til beskyttelse og omsorg, som kan sikre deres trivsel.

Det ser et flertal i Folketinget tilsyneladende stort på. Børnene på asyl- og udrejsecentre mistrives. Det gælder også mange danske børn, f.eks. på offentlige hjem og anbringelsessteder.

Der er behov for en fundamental ændring af vort politiske børnefokus. Oprettelsen af en børnedomstol skal følges op af en børne- og ungdomsbeskyttelseslov, som skal sikre børn og unge de basale rettigheder, de har krav på.

Konkret foreslår KristenDemokraterne :

  • Etablér en børnerettighedsdomstol
  • Lav en børne- og ungdomsbeskyttelseslov efter tysk model
  • Afsæt en mia. kroner yderligere årligt til domstolene svarende til 8 mia. akkumuleret

SKOLE & UDDANNELSE

TILLID, FRIHED OG SELVSTYRE PÅ ALLE DANSKE SKOLER

En stærk grundskole er fundamentet for alle børn og unges personlige og sociale trivsel. Grundskolen skal tillige sikre høj faglig viden og dannelse.

Besparelser, dårlige arbejdsvilkår og folkeskolereformen fra 2013 har medført, at danske skoler er så hårdt styret fra Christiansborg, at de har vanskeligt ved at løse de opgaver, som står i folkeskolens formålsparagraf.

Det betyder konkret, at staten alene skal bestemme indholdet af folkeskolen, men ikke blande sig i, hvordan hverdagen ser ud for elever og ansatte lokalt. Skoledagens længde, antallet af idrætstimer, lektiehjælp, forberedelse og to-lærer-ordninger skal bestemmes på den enkelte skole og tilpasses lige netop de mennesker, som er en del af skolens hverdag.

Frihed er en afgørende del af dansk skoletradition. Det ser man ved de mange frie skoler, som sikrer valgfrihed for børn og forældre. Det skal være op til den enkelte familie at vælge, hvilken skole og hvilket værdigrundlag, som skal præge deres hverdag. Hvis friheden til at vælge skal gælde for alle elever, kræver det en lav egenbetaling og generelt større tillid til de frie skoler fra statens side. Staten skal derfor alene sætte ind overfor skoler, som bryder loven, og ellers blande sig mindst muligt i skolernes hverdag.

KristenDemokraterne vil investere i højskoler og efterskoler, som er en afgørende del af dansk skoletradition og samtidig bidrager til dannelse og personlig udvikling for mange, særligt unge hvert år.

KristenDemokraterne vil sætte folkeskolen fri og indføre den selvstyrende folkeskole i Danmark.

Konkret foreslår KristenDemokraterne:

  • Indfør selvstyrende folkeskoler i hele Danmark
  • Hæv koblingsprocenten til 85% til frie skoler
  • Reel ligestilling mellem frie skoler og ikke diskriminerende og kontrol på baggrund af værdigrundlag
  • Styrke højskoler og efterskoler med 500 mio. kr. årligt