Et tilbud til regionernes politikere fra alle partier: Tag stafetten og giv 400 familier en ny chance.

Kristendemokraterne (KD) kom ikke i regionsrådene ved valget. Men vi har et forslag, som vi nægter at lade dø i skuffen. Det er for vigtigt. For nødvendigt. Og for oplagt til ikke at blive ført ud i livet. 

Derfor tilbyder vi nu vores forslag som et åbent politisk initiativ til regionspolitikere fra alle partier: Tag det. Brug det. Gør det til jeres. Vi stiller det frit til rådighed – for det handler ikke om partifarve, men om mennesker.

Forslaget er ment som en forsøgsperiode, som skal være model for fremtidig misbrugsbehandling.

• 50 millioner kroner i alt fordelt på alle fire regioner

• 100 borgere med alvorligt alkoholmisbrug i hver region tilbydes behandlingsophold. 400 i alt.

• Målgruppe: forældre og andre med ansvar for børn, som ønsker og er villige til hjælp.

• Formål: at bryde misbrugscirkler og styrke familier, børn og fællesskaber

Hvorfor det her virker – og hvorfor det haster:

1. Vi går uden om et system, der halter.
Kommunal alkoholbehandling er ofte præget af ventetid, afbrudte forløb, manglende viden og utilstrækkelig efterbehandling. Vores model sikrer sammenhæng og øremærkede midler.

2. Vi rammer det skjulte misbrug.
Det handler ikke om manden på bænken, men om den funktionelle misbruger – forælderen, kollegaen, ægtefællen – som slider i det, men ikke får hjælp. Her kan vi gøre den største forskel.

3. Vi redder ikke bare liv – vi redder relationer.
Når én forælder får hjælp, forbedres livet for 3–5 pårørende. Det er børn, der får ro. Ægtefæller, der får luft. Arbejdspladser, der får medarbejdere tilbage.

4. Det betaler sig.
Hvis 400 mennesker fastholder et ædru liv, sparer vi samfundet op mod 120 millioner kroner årligt i sundhedsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og sociale ydelser. Hvis blot halvdelen i forsøgsordningen, altså 200, fastholder et ædru liv, er besparelsen 60 millioner årligt, og dermed er økonomien til forsøgsordningen hjemme.

Et tilbud til jer, der har magten:

Vi ved, at I – regionspolitikere fra både blå og røde partier – alle har hjertevarm socialpolitik på hylderne. Her er en mulighed for at vise det. Vi tilbyder jer et gennemarbejdet, finansieret og samfundsøkonomisk ansvarligt projekt. Tag det. Tilpas det. Gør det til jeres. En julegave fra os til jer.

* link til vores forslag: Glæd dig til at være ædru – KristenDemokraterne

Vi stiller os gerne til rådighed med al den viden og dokumentation, vi har samlet. For os handler det ikke længere om, hvem der får æren – men om at nogen får hjælpen.

Glædelig jul …

Jeppe Hedaa, landsformand.

☎️ 40 55 57 77