Landsformand

Jeppe Hedaa

Et samfund med næstekærlighed…

Jeppe Hedaa

KD skal i gang med et stort arbejde med at adaptere de filosofiske komponenter fra den kristendemokratiske tænkning ind i en dansk kontekst. Alt for længe har vi hængt fast i diskussioner fra fortiden, men nu vil vi gerne videre.

Når jeg – meget kort – skal fortælle, hvordan jeg ser på politik i Danmark, har vi gennem længst tid været styret gennem konservative regeringer, hvor Gud gav magten til Kongen som indsatte ministre og embedsmænd. Der var styr på tingene, men få fik for meget og mange for lidt. Sidenhen dominerede den liberale tænkning og introducerede den personlige frihed, og endelig samlede vi det hele op i en socialistisk model, hvor staten gerne vil sørge for os alle – fra vugge til grav – og dermed fremme social mobilitet og lighed. Alle bevægelser havde sine gode og dårlige sider, og vi har i dag et relativt enigt folketing med fokus på den velfungerende, skandinaviske model.

Familien og de menneskelige relationer

I KD ser vi på samfundet gennem familien som linse. Vi er glade og taknemmelige for det land, vi har arvet, men vi tror på mere vægt på familien (hvordan det moderne menneske end definerer den), fordi den er den naturligt mindste, stabile enhed i et samfund. Langvarige og forpligtende relationer er et gode for mennesker.

Jern sliber jern og mennesker sliber mennesker. Det er sundt for os at være sammen med andre, som kender os og som elsker os. Det får det bedste frem i os, og giver os mest af det gode liv.

Fokus på vores stærke værdier

Vores fokusområder er Næstekærlighed, Naturen, Åndsfriheden, Menneskerettigheder, et regelbaseret samfund, ordentlig forvaltning og det fælles bedste.

De kommende måneder og frem til oktobers landsmøde, vil vi arbejde på at inddrage vores organisatoriske bagland i en samtale om dette fremtidens kristendemokratiske grundlag. Samtidigt vil vi bruge tiden på at bygge vores organisation op gennem at tiltrække friske kræfter fra vores naturlige bagland, hvor vi ved, at der sidder fantastiske kapaciteter med hjerte for at bidrage til udbygningen af det gode samfund.

Vi vil være en vigtig stemme i det danske demokrati.

 

MENNESKET BAG

Politik har interesseret mig hele mit liv, men min mest aktive tid var i KD (ca. 1995 til 2005). Fra 1985 har jeg været i erhvervslivet og IT branchen har været mit “hjem” alle årene.

Privat bor jeg i Gentofte, er gift med Jane, og har tre børn som alle er flyttet hjemmefra. Tilbage er så vores 9-årige mops, Ella Bob, som så til gengæld gør sit bedste for at fylde det hele.

Jane og jeg nyder at spille golf sammen.