sep 20, 2021 | Nyheder

Landbrugsaftalen skal være bred

Også i denne uge er det landbruget, som trækker overskrifter. Forhandlingerne nærmer sig sin afsluttende fase og der skal landes en bred aftale.

Regeringen lagde i weekenden også op til, at det er vigtigt med en bred aftale. Det har hele tiden været KD’s mål at sikre en aftale, som skaber trygge rammer for landbruget og fødevaresektoren mange år ud i fremtiden.

I dag kommer så et samlet opråb fra fire af fødevarebranchens store spillere. De vil have en aftale, de kan regne med. Det er jo et meget rimeligt krav. Det forudsætter, at de borgerlige partier taler sig ind i forhandlingerne igen og accepterer et krav om bindende reduktionsmål. I KD kæmpede vi for at skrive det bindende mål ind i det borgerlige udspil. Det var der ikke stemning for.

KD er dermed det eneste parti som på samme tid er borgerlige og grønne. Vi kæmper for bindende reduktionsmål, men det skal være med metodefrihed til landbruget, så omstillingen bliver markedsbaseret. Det er der brug for. Allerhelst skal det tænkes sammen med den kommende grønne skattereform, men det lægger regeringen desværre ikke op til.

Derfor går KD også i denne uge til forhandlingerne med krav om bindende reduktionsmål, som samtidig sikrer plads i aftalen til, at der kan komme generelle CO2-skatter senere, uden at det rammer landbruget dobbelt. Der er brug for ro! Der er brug for, at vi politikere viser, at landbruget og fødevaresektoren kan regne med os – ligesom, at vi har brug for at kunne regne med dem, når der skal leveres på de grønne mål.

KD er fortsat med i det borgerlige samarbejde og stiller krav om yderligere penge på bordet. Samtidig vil vi bygge bro ind mod regeringen og støttepartierne med vores krav om bindende reduktionsmål. Selvom vi kun har ét mandat i folketinget, kan det være lige netop dét mandat, som gør forskellen for en bred aftale.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886