Mange tak for ordet.

De første to år som formand for KD har været helt vildt lærerige, og nu ved jeg da mere om, hvad jeg ikke ved. Men min største bekymring har været, hvordan vi som parti kunne fremstå mindre som enkeltsagsparti og mere som et visionært og regeringsdueligt parti. Jeg er godt opmærksom på, at borgerne interesserer sig mere for enkeltsagerne, men baggrundstæppet skal være noget større, hvis vores parti skal nyde fremme og være relevant i dansk politik.

Jeg vil derfor gerne lægge hårdt ud med at beskrive min tanker for en god politisk strategi for Danmark.

Det er nødvendigt for at være struktureret i vores arbejde for landet, og hvis I er tålmodige med mig, skal jeg nok løbe mit forslag grundigt igennem i dag. Efterfølgende vil jeg tale om konkrete politiske eksempler.

Udgangspunktet er jo det faktum, at vores land er under pres fra flere sider end normalt. Se på dette lille overblik:

Klimakrise: Der bliver kæmpet rundt omkring i verden, men vi har ikke endnu ikke endeligt løst problemet med ren og billig energi i rigelige mængder, og en omstilling fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Det er afgørende for en reduktion i udledningen af CO2 ækvivalenter. Vi har som borgere heller ikke væsentligt reduceret vores forbrug eller omlagt til en mere grøn livsstil. Temperaturerne stiger, og klimaforskerne har vanskeligt ved at holde opmærksomheden rettet mod problemerne.

Flygtninge / Immigrationskrise: På bare de seneste 10 år er antallet af mennesker på flugt (klima, internt fordrevne, asylansøgere og flygtninge) steget fra ca. 50 millioner til nu i 2024 mere end 120 millioner. Det rammer naturligvis nærområderne hårdest, men alene antallet af asylansøgere er steget fra ca. 4 millioner til næsten 9 millioner i samme periode.

Krig: Hvem havde for bare fem år siden forestillet sig, at Rusland ville gå så hårdt frem, som de gør i Ukraine? Hvem havde troet, at Amerikas præsident ville gøre krav på Grønland, Panama Kanelen og Canada? Vi har en konflikt imellem Israel og Gaza, som bare bliver ved og ved. The Geneva Academy monitorerer lige nu mere end 110 væbnede konflikter verden over.

Vi kan desværre fortsætte listen med elendig New Public Management ledelse i den offentlige sektor, som giver dårlige arbejdsvilkår og en dræbende nul-fejls kultur. Og stigende leveomkostninger som rammer de mest sårbare borgere allerhårdest. Og polarisering i samfundet på grund af ekstreme politiske bevægelser. Og geopolitiske forandringer med helt nye forrykkede alliancer. Og en ny overrepræsentation af immigranter i kriminalitetsstatistikkerne. For ikke at tale om Kunstig Intelligens. Helt ny spilleplade.

Med alt det ovennævnte i tankerne, er det helt centrale spørgsmål for mig: Hvordan navigerer vi som land bedst igennem disse gigantiske udfordringer? Hvordan sikrer vi os fokus, og hvordan undgår vi at presset bliver så stort fra forskellige sider, at vi ender som en enkeltsagsnation, der drejer forvirret rund om os selv for at tilfredsstille egne følelser på dagen … eller vrede borgere.

Svaret er at være indre-drevet. Visions-drevet. At vi som folk beslutter, hvor vi vil hen og hvilket land vi vil være. Svaret er at formulere en stærk vision og at være funderet i blivende værdier. Når man bygger politik ud fra værdier over imod en vision, så får man et driftssikkert land, som kan planlægge, forebygge og udføre langt billigere og bedre, end hvis man slukker ildebrande.

Netop dette strategiske overblik

Lad os starte med visionen. Jeg har netop lavet en podcast med professor i ledelse fra CBS, Steen Hildebrandt. Steen er ekspert i FNs bæredygtighedsmål, som i nyere tider måske har været det mest samlende strategiske samarbejde og agendasættende for verdens virksomheder og nationer.

Gennemgang af visionen

Nu er det så heldigt, at vi i det kristne bagland har arbejdet med en vision – Det Gode Land – over de seneste 8 år, og som er yderligere bearbejdet i KD af Forretningsudvalget og Hovedbestyrelsen, og som I får udleveret i nogle blå mapper umiddelbart efter min tale. Det er et oplæg, som vi skal diskutere det kommende år, og som jeg ønsker mig, at vi vedtager som KDs vision for Danmark. Så det skal vi bruge det næste år til at diskutere og forædle – det bliver godt.

Men en vision uden værdier er værdiløs, som professoren også nævner.

Alle taler om åndelig oprustning og stærke værdier. Og det er klogt af dem. For værdier skaber en fælles kultur. Et fælles sprog. Og dem som har et fælles sprog – for dem er intet umuligt. Det kender vi fra historien om Babelstårnet. Værdier er noget vi har som individer, som familier, i virksomhederne og ja, dem kan vi ikke undgå at ha i et samfund. Men hvilke?

Men selv de dygtigste er ikke særligt skarpe på HVILKE værdier, de ønsker skal præge samfundet. Når de først har sagt næstekærlighed eller sandhed, så begynder de at mumle.

Prøv at se her, en af verdens – mener mange – klogeste og i hvert fald rigeste mænd:

Men heldigvis også her har Hovedbestyrelsen i KD netop ved seneste møde gennemgået og kommenteret på dette oplæg:

Det skal vi også arbejde med det kommende år. Der er helt sikkert mulighed for forbedringer. Jeg har selv opdaget, at jeg synes at mangle værdien disciplin. Lad os arbejde med dem.

Værdierne er baseret på kristne værdier, fordi det er de værdier, som har præget vores kultur og samfund de sidste 1.000 år. Og vi er glade for kulturel kontinuitet. Det er meget vanskeligt og omkostningstungt at skifte kultur i et samfund.

De seneste 70 år har vi tilladt, at de kristne værdier trak sig tilbage i en misforstået hensyn til fornyelse og som en slags åbenhed for at eksperimentere i Danmark. Det lå vel i tiden – omkring de vilde 68’ere. Men det går ikke godt, når man bare trækker værdierne ud af samfundet. Det svarer til, at man tømmer et værelse i huset. Bemærk hvad der sker, det bliver helt sikkert hurtigt fyldt med alt muligt skrammel. Det er også sket i Danmark, hvor værdi-relativisme har vundet hævd. Du kan mene som du vil – din mening er lige så god som min – og jeg ser voksende usikkerhed og mistrivsel som en naturlig følgevirkning. Vi mangler en stærk fælles kultur, og værdierne er med til at danne en sådan. Det handler ikke om censur eller meningstyranni, men værdirelativisme er OGSÅ et valg. Så hvad skal være vores dominerende kultur i Danmark? Relativisme eller historiske værdier? Jeg mener de historiske værdier.

Denne samlende strategi med en Vision om Det Gode Land, og de 32 værdier for en fælles kultur i Danmark, og vores politiske ideologi, er det der gør os til et regeringsdueligt parti. Vi er ikke et enkeltsagsparti. Vi har en omfattende drøm for vores land, og vi har udviklet god og sund politik over de sidste 50 år. Vi har håbet, drømmen og sunde værdier.

Men der er mere at glæde sig over. Vi er en del af den største politiske bevægelse i Europa. Vi er dem som tager ansvar og vi har gjort det siden anden verdenskrig. Vores familie har flest stats- og regeringsledere, flest kommissærer, flest parlamentsmedlemmer og flest borgmestre ned igennem Europa. Hvis der måtte være områder, som vi ikke lige har de bedste ideer på, så kan vi altid søge blandt vores søsterpartier, som arbejder på det samme værdigrundlag, og på den sammen ideologi som os. Det er et meget stærkt udgangspunkt.

Når vi ser på de helt konkrete udfordringer, som vores land står overfor, så ser jeg bedre løsninger end de ekstreme politiske holdninger og løsningsforslag. Vi ved, at der er indbyggede fælder i det ekstreme højre og i det ekstreme venstre. Det er sådan set baggrunden for, at den kristendemokratiske ideologi blev udviklet efter anden verdenskrig, hvor vi hverken kunne udholde Hitler/Mussolini på den ene side eller Stalin på den anden. Der måtte en midtervej til – den tredje vej. En håbets og glædens vej.

Jeg vil gerne pege på tre konkrete og relevante områder, hvor vores politik er den sunde midtervej, hvor vi undgår fælderne til højre og venstre.

Når det gælder klimaet, naturen og den rene energi, så rammer vi direkte ind i KDs hjertekammer. Klimaet og naturen har altid været i toppen af KDs agenda, og vores lands anden miljøminister var da også kristendemokrat. Det er vores forvalteransvar, der driver os.

Der er ekstreme holdninger, som er præget af frygt og vrede, når det gælder klimaet. De gør det til et nærmest håbløst og religiøst projekt. De skræmmer og udøver social kontrol. De mener, at vi skal gå all-in, uanset prisen, ellers dør vi alle sammen. Klimaet er det eneste saliggørende. Det er en fælde, man sagtens kan falde i, fordi den er delvis sand, men den er ikke optimalt god.

Der er andre ekstreme holdninger, som mener at vi slet ikke har et problem. Den er tydeligvis meget bedre til klimaforskning end klimaforskerne selv er, og ifølge dem er det bare naturens mange, bølgende bevægelser vi ser i tallene.

Men vores gode klima og energifolk er ikke i tvivl. Vi står i en alvorlig fase for menneskeheden og jorden velbefindende. Kommende generationer risikerer at skulle leve under helt andre og mere ubehagelige vilkår.

Men der er håb. Der bliver arbejdet rigtigt seriøst over hele banen. Alle lande har klima og energi på agendaen, og vi ser store fremskridt med vindmøller, solceller og CO2-fangstteknologier. I Danmark kan vi også gøre mere. KD anbefaler kernekraft, som en ren, stabiliserende energikilde, og vi anbefaler transparente CO2-afgifter, så borgerne kan se, hvilke dele af forbruget der koster på C02-regnskabet, og så storforbrugere kan betale for det unødige forbrug. Med vores strategi kan vi hurtigere skabe tydelige resultater og fremgang mod nul-udledning.

En anden stor udfordring, som bliver nævnt hyppigt i aviser og samtaler er Immigration.

Den ene ekstrem ønsker åbne grænser, og den anden ekstrem laver den ene ”send dem hjem” og ”de er alle kriminelle” kampagne efter den anden. KD har et anderledes positivt og ordentligt syn på immigration.

For det første er der antallet af immigranter. Et samfund kan håndtere et vist antal, og det skal vi respektere. Det er politikernes opgave at bestemme dette antal, men vi har altid været fortalere for at hæve antallet af kvoteflygtninge fra de nuværende 2-300 til 1.000. Det kan vi godt klare, at lægge hånden under et begrænset antal flygtninge er bestemt muligt. Vi er altså ikke for helt åbne grænser, men vi er for et planlagt og kontrolleret indtag.

Til gengæld er vi meget triste over den retorik som findes på særligt sociale medier. Det er ikke ordentligt at omtale vores minoriteter på den måde. Det er i Danmark særligt jøder og muslimer, som er jaget vildt, men i andre lande ser vi andre minoriteter under pres. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse i Indien, hvor særligt kristne (som udgør 3% af befolkningen) er under pres, med afbrænding af kirker og forfølgelser på forskellig vis.

Vejen frem i et moderne land er ikke at forbande minoriteterne, men at sætte lys på majoritets-kulturen. Dyrke det historiske og oprindelige i et land alt det du vil, men lad minoriteter leve i fred. Vi skal skabe håb og glæde, og bygge samfund sammen. Det er selvfølgelig muligt.

Som det sidste eksempel i dag vil jeg nævne er de stigende leveomkostninger.

Prisen på basisvarer (og andre varer) er stigende, og det belaster de borgere, som har en skrøbelig økonomi. Nogle husholdninger er i dag oppe på at skulle betale 30% af deres rådighedsbeløb til basisvarer for at kunne overleve.

En holdning er at etablere kontrolgrupper, som skal standse supermarkedernes grådighed. Jeg ved ikke præcis hvordan man vil gøre det i praksis, men de har da helt sikkert fået sat en ond mærkat på supermarkederne. En anden holdning er at droppe momsen, som også vi har arbejdet med i partiet, med vores forslag om differentieret moms.

Jeg tror på vores blandede sociale markedsøkonomi. Markedskræfterne burde kunne klare det meste. Hvis virksomheder er for grådige, så vil der opstå konkurrence, og nye virksomheder vil kunne vinde markedsandele og gafle kunder fra de dyreste. Særligt på ting som basisvarer, hvor mærket eller leverandøren ikke betyder det store. Det kræver selvfølgelig, at det er til at komme til overhovedet at skabe og drive virksomhed, og her må vi desværre sige klart og tydeligt, at Danmark ikke er venligt for startups. Det skal være nemmere at starte og drive mindre virksomheder. Det er vores erhvervsudvalg helt klare i spyttet på. Startups med drømme skal kunne se en god vej frem. Også her skal man let kunne finde håbet.

Men HVIS markedskræfterne skulle være sat ud af spil, så er vi ikke bange for at lade det offentlige træde til. For ikke længe siden foreslog vi et eksperiment på TikTok, som blev taget ganske godt imod. Vi kan åbne 98 basis forretninger i tilknytning til hvert kommunekontor, hvor statens centralt indkøbte basisvarer kan købes for kostpris. Det skulle sikre den absolut laveste pris for danskere med en skrøbelig økonomi. Det kunne være et interessant eksperiment, som også afslører med tydelighed, om supermarkederne reelt er grådige, eller om verdensmarkedet blot er blevet dyrere. Bundlinjen er, at vi skal nok sørge for, at basisvarer er til at købe for billige penge. Selvfølgelig kan vi klare det. Glæd dig.

Jeg vil gerne slutte med det kommende kommunalvalg. Vi har hele tiden haft fokus på at ville betjene vores lokalforeninger og kommunal og regionspolitikere, så godt vi kan. Nu giver vi den gas med den største KD kampagne i nyere tid. Kampagnechef Jesper Gisli er blevet ansat fuldt tid, og næstformændene kommer til at fortælle jer mere om den i denne weekend.

Vores fokus er håbet. At du skal glæde dig til fremtiden. Du skal glæde dig til en skøn ungdom, hvor enten uddannelse eller job giver dig en god start på livet. Hvor det er skønt at stifte familie med 18 måneders barsel og mulighed for at passe egne børn uden at blive ruineret. Og ikke mindst skal du kunne glæde dig til at blive gammel og få en ubekymret alderdom.

Venner, jeg er selv der nu, hvor en kæmpe sten er lettet fra mit hjerte. Vi har en solid vision, som vi kan arbejde med, og vi har et massivt værdiapparat som fundament. Det er kæmpe flueben vi får sat her, og jeg kan faktisk ikke se noget tilsvarende hos vores kollegaer i dansk politik. Det skal vi være stolte af.

Nu kan jeg for min del langt bedre koncentrere mig om vores politiske værktøjskasse og de konkrete og enkeltstående emner, som er så vigtige for borgerne at kunne forholde sig til. Aldrig mere kan nogen påstå, at vi er et enkeltsagsparti – at vi ikke er regeringsduelige. Nu kan vi mere frit fokusere på at finde dygtige mennesker, som vil træde frem og ind i ledelsen af vores land.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke dem som knokler hver dag for KD. Vores næstformænd, Forretningsudvalget, Hovedbestyrelsen og ikke mindst dem som frivilligt har overtaget teknik og sekretariat. Som en sagde til mig i forgårs: Man skal have både tid og penge for at arbejde for KD i denne tid for os. Og det er rigtigt. Jeg håber og tror, at vi snart kan få de samme betingelser, som de øvrige partier på Christiansborg. Vi kan i hvert fald i kommuner og regioner.

Glæd dig over det gode håb. Vi skal nok klare det. Del det med vores borgere.

Alle ønskes et godt landsmøde. Tak

Jeppe Hedaa
Landsformand