Midlertidig opholdstilladelse risikerer at ødelægge integrationen

Afghanere kan komme til Danmark i 2 år.

Forestil dig at du skal flytte med familien til Moskva, Singapore eller måske Brasilien i 2 år. Børnene skal forsøge at lære andre børn at kende, men kan ikke sproget. Selv skal du navigere i byskilte på et fremmed sprog. Du skal snakke med folk omkring dig og forsøge at forstå dem. Både deres sprog og deres kultur. Samtidig hober din historie sig op indeni. Du flyttede måske på baggrund af en dårlig oplevelse i familien, et traumatisk sygdomsforløb eller andet. De nye, brasilianske bekendte forstår dig ikke rigtigt. Deres hverdag er en helt anden. Om to år skal du tilbage og videre. Du hilser derfor høfligt med et nik til naboen, men takker nej til invitationen om at komme med til vejfest. Der er alligevel ingen grund at lære alle børnenes og naboernes navne at kende. Om to år er du ude af deres liv og de glemmer dig måske igen.

2 år er alt for kort tid til at etablere et nyt liv et fremmed sted. Midlertidig opholdstilladelse gør det endnu værre. Her lever man i konstant uvished om, hvornår man skal videre. Kan man sige ja til sommerlejren i spejderklubben eller er man flyttet til den tid? Kan det betale sig at engagere sig i vejfesten eller er man videre til den tid? Kan det betale sig at lære kollegerne godt at kende eller er man flyttet før julefrokosten?

Vi kan ikke være bekendt at lade mennesker leve i en konstant usikkerhed om deres fremtid. Derudover risikerer vi, at netop det midlertidige er ødelæggende for integrationen, fordi vi ikke giver dem trygheden i at vide, at de skal blive i Danmark. Incitamentet for at integrere sig i Danmark er først til stede, når Danmark også er det land, man skal lave en fremtid i.

Vi bliver nødt til at tage snakken om midlertidig opholdstilladelse. Både for flygtninge og indvandreres skyld – men så sandelig også for hele vores samfunds skyld, hvis integrationen skal lykkes.