Der er intet som fakta, der kan ødelægge en god historie
Fem myter om os
Der florerer en del sejlivede myter om KristenDemokraterne. Vi tager her livtag med de fem største myter – for, der er jo intet som fakta, der kan ødelægge en god historie, vel …
Myte 1: “KristenDemokraterne vil blande religion og politik”
Sandhed: Kristendemokrati bygger på et kristent menneskesyn, ikke på religiøse regler. Tro og politik har forskellige roller, men troen inspirerer værdier som ansvar, næstekærlighed og respekt for menneskelivet, som værdifulde værdier under vores politik.
Myte 2: “KristenDemokraterne er imod fri abort”
Sandhed: KristenDemokraterne ønsker at alle mennesker, også kvinder, bestemmer over egen krop og liv. Vi vil ikke afskaffe den frie abort og ønsker ikke at straffe eller fordømme kvinder. Tværtimod. Faktisk droppede vi for længst, allerede i 2007, partiets tidligere modstand mod fri abort.
Myte 3: “KristenDemokrater er bare Konservative med kors”
Sandhed: Nej. Kristendemokrati er sin egen politiske tradition, en tredje vej, som hverken tror på et samfund hvor alle er overladt til sig selv, eller på at staten skal styre alt. I stedet tager kristendemokratiet udgangspunkt i menneskets værdighed og i, at ansvar og beslutninger skal ligge så tæt på mennesker som muligt, i familier, lokalsamfund og fællesskaber, frem for hos staten eller markedet alene.
Myte 4: “KristenDemokraterne er imod homoægteskaber”
Sandhed: Nej. KristenDemokraterne knuselsker alle familieformer fyldt med kærlighed. Kristendemokrati bygger på personalismen, hvor mennesket ses som unikt, værdifuldt og skabt til fællesskab. Det betyder, at alle mennesker fortjener retssikkerhed, tryghed, frihed og beskyttelse mod diskrimination.
KristenDemokraterne har gennem mange år støttet indsatser mod hadforbrydelser, mod diskrimination og for stærkere fællesskaber, hvor ingen lades i stikken. Vi ønsker et samfund, hvor LGBTQ+ personer skal kunne leve frit, uden frygt og med samme muligheder som alle andre.
Globalt samarbejder kristendemokratiske partier med organisationer og regeringer, der arbejder for menneskerettigheder, retsstat og beskyttelse af minoriteter, inklusive LGBTQ+ personer.
Myte 5: “KristenDemokraterne er et dansk særfænomen og et levn fra fortiden”
Sandhed: KristenDemokraterne er del af en europæisk, nordisk og global politisk familie, der bygger på kristendemokratisk ideolog – en af verdens mest udbredte politiske traditioner, med regeringspartier i både Europa, Latinamerika, Afrika og Asien.
- I Sverige sidder Kristendemokraterne i regeringen
- I Finland er Kristendemokraterne også regeringsparti
- I Norge sidder Kristendemokraterne i Stortinget og gik frem ved sidste valg
- I Europa er Kristendemokraterne den største politiske familie gennem EPP – European People’s Party, med formandskabet for både Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen med Ursula vod der Leyen i spidsen.
- Og globalt findes kristendemokratiske partier i over 60 lande – fra Tyskland til Chile, fra Italien til Sydkorea, fra Belgien til Sydafrika
At være kristendemokrat er ikke at være lille og isoleret. Det er at være del af en politisk tradition, der har bygget velfærdssamfund, gjorde social markedsøkonomi til politisk virkelighed, stået for menneskerettigheder, internationalt samarbejde og fredelig demokratisk udvikling i over 75 år, ja endda helt tilbage til slutningen af 1800-tallet.
Fælles værdigrundlag på tværs af lande og kontinenter er generelt:
✅ Menneskelig værdighed før økonomisk nyttetænkning
✅ Social ansvarlighed og solidaritet frem for ekstrem individualisme
✅ Bæredygtighed – i natur, økonomi og samfund
✅ Familiens og civilsamfundets rolle som bærende fundamenter
✅ Internationalt samarbejde frem for isolation og konflikt
✅ En social markedsøkonomi, hvor frihed og ansvar hænger sammen
Kristendemokrati er en af verdens mest indflydelsesrige ideologier og Danmark er en del af den.
Og i Danmark?
Vi er måske små, målt i mandater lige nu. Men vi står i samme udgangspunkt som de kristendemokratiske partier i Sverige, Finland og Norge gjorde, før de fik gennembrud.
At være del af et globalt fællesskab gør os ikke mindre. Det betyder, at vores stemme allerede er forbundet med noget større.
Tak for at læse med. NU glæder vi os til folketingsvalget.
For pressehenvendelser kontakt landsformand Jeppe Hedaa
E-mail: formand@kd.dk
Tlf.: 40 555 777
