”Regeringens nye skoleudspil er ikke en reform, men en spareøvelse forklædt som fremskridt”. Sådan siger KristenDemokraternes ordfører for skole og uddannelse, Jørgen Bjerregaard. KristenDemokraterne advarer mod en kortsigtet politik, der hverken løser skolens reelle problemer eller styrker vores børns fremtid og foreslår i stedet en række andre initiativer.

Afskaffelsen af 10. klasse betyder i praksis, at et vigtigt overgangsår kun bliver tilgængeligt for dem, der har råd til efterskole. Samtidig sænkes adgangskravene til erhvervsuddannelserne – som om det vil hæve deres status – mens adgangskravene til gymnasiet hæves. ”Hvor er logikken? Hvordan løser dette de egentlige udfordringer i vores skolevæsen?,” spørger Jørgen Bjerregaard.

Skolen har langt større problemer end adgangskrav

KristenDemokraterne mener, at regeringens tiltag i bedste fald er ligegyldige – i værste fald skadelige. Den reelle krise i folkeskolen handler ikke om fordelingen af elever, men om:

  • Mistrivsel: Flere og flere børn mistrives, oplever skolevægring og stress.
  • Manglende faglige færdigheder: For mange forlader skolen uden at kunne læse og skrive ordentligt.
  • Dannelse og kulturforståelse: Skolen skal danne hele mennesker – ikke kun tilpasse sig arbejdsmarkedets behov.
  • Utryghed i klasseværelserne: Vold og konflikter er stigende, og lærernes autoritet svækkes.
  • Børn med særlige behov svigtes: Inklusionsreformen har svækket støtten til de mest udsatte.

KristenDemokraterne vil styrke skolen – ikke nedbryde den

KristenDemokraterne vil en anden vej end regeringens lappeløsninger. Vi ønsker en skolepolitik, der reelt løser de grundlæggende problemer. Vi har et gennemarbejdet grundskoleprogram, der sætter trivsel, faglighed og dannelse først – i tæt samspil med en stærk familiepolitik.

Børnene fortjener bedre. Skolen fortjener bedre. Danmark fortjener bedre.

KristenDemokraterne foreslår:

  • Mere trivsel – mindre stress: Mindre klassekvotienter og en styrket indsats mod skolevægring.
  • Bedre faglighed: Tidlig læse- og regneindsats – ingen elever skal forlade skolen uden basale færdigheder.
  • Styrket dannelse: Mere historie, samfundsforståelse og etik – skolen skal danne, ikke bare uddanne.
  • Trygge klasselokaler: Nul-tolerance over for vold og uro – lærerne skal have autoritet.
  • Reel inklusion: Børn med særlige behov skal have den støtte, de fortjener.

For flere informationer, kontakt KristenDemokraternes ordfører for skole og uddannelse, Jørgen Bjerregaard på 50 59 11 15.