Landsformandens nytårstale

Da jeg blev formand for partiet, var vi dømt helt ude. Ingen i medierne, ingen journalister, ingen politisk interesserede troede på os. Jeg blev mødt med hån af mine omgivelser, når jeg fortalte om behovet for KristenDemokraterne på Christiansborg.

Og det krævede også noget ekstraordinært; det krævede, at vi gjorde op med vores image som abortprotestparti, og i stedet fandt ind til vores kerne. Den øvelse var der endnu færre udenfor partiet, som troede på var mulig. De så partiets protest mod abort som noget altdominerende, og de kunne slet ikke få øje på vores kerne af kristne værdier. I virkeligheden har det altid forholdt sig omvendt med os. Det er vores kristne ophav, vores kristne indflydelse, og vores kristne værdier, som har drevet os og fyldt alt for os. Hvis det skulle være retfærdigt, så skulle medierne, journalisterne, og de politisk interesserede i stedet se på KristenDemokraterne og udbryde: “De tænker kun på familien!” Eller, “de tænker kun på næstekærlighed” eller “de tænker kun på omsorg for de svageste”. For det er de værdier, der har drevet os og fyldt alt for os.

Den umulige mission lykkedes for os. Vi fjernede kampen mod abort fra vores programmer, så den ikke længere står i vejen for vores vigtige arbejde. Omgivelserne troede, det var umuligt, men forslaget blev, som I ved, på landsmødet stemt igennem med 110 stemmer for og kun 1 imod. I er klar til at lade danskerne kende KristenDemokraterne.

Men vores fjernelse af abortmodstand fra værdiprogrammet betyder ikke, at vi grundlæggende har ændret syn på aborten. Ligesom de øvrige partier i Danmark, så anerkender vi, at en uønsket graviditet altid bør undgås. Men vi anerkender også, at det er op til kvinden selv at bestemme.

Hvis vi i dag skulle vælge ét projekt, som skulle definere os, hvis vi kunne vælge, hvad folk ville sige om KristenDemokraterne, hvis de blev vækket midt om natten og spurgt, så ville det være familien! Familien er ikke blot noget af det vigtigste for os, det er også tydeligt, når vi ser på vores samfund i dag, at vi lider under, at familierne ikke er så stærke længere.

For 70 år siden tog den socialdemokratiske agenda for alvor fart. Der var gode argumenter i porteføljen: social mobilitet, økonomisk lighed og retfærdighed, rimelige arbejdsvilkår for arbejdere og kvinders ret til egen økonomi og adgang til arbejdsmarkedet. Det hele blev samlet op i et mål om en stærk stat.

Vi har dybest set alle arbejdet for den samme agenda i hele perioden, og vi er kommet godt i mål. Aldrig har den økonomiske stand været bedre for ”den almindelige dansker”, kvinderne er kommet godt efter det hele, og det er mindre væsentligt, hvilken familie du er født i… Verden ligger åben for dine fødder.

Men det har været på bekostning af familien og de nære relationer. Nu hvor Staten er blevet vores far, og Mette vores mor, så passes børnene fra år 1 til 20 af det offentlige, vores øjne er stift rettet mod reglerne for udbetaling af ydelser, og når vi skal forhandle løn, skæver vi også lige til Slotsholmen. Ingen af os har haft øje for familien, og relationerne er rustnede. Vi kan klare os selv, og hvis der er for meget bøvl, bliver vi skilt. Børnene må klare sig selv, de gamle må klare sig selv, og vi klarer os selv. Aldrig har vi haft færre forventninger til hinanden, og ingen af os føler pligt eller ejerskab for hinandens liv.

Det lyder slemt, men det er værre endnu. For når familie, forældre, søskende og venskaber er et emne i dagens samfund, så handler det om, hvordan familien spiller en rolle i vores individuelle udvikling. Så handler det om, hvordan man lærer at socialisere, hvordan man udvikler sig følelsesmæssigt og så videre. En stærk familie er ikke længere et mål i sig selv, men en metode til at nå et mål. Familien er efterhånden blevet reduceret til endnu et redskab mod vores rejse til hvad? Vi taler så meget om optimering, men ikke særlig meget om, hvad vi så skal lave, når vi 105 år gamle laver sit-ups, imens vi løser sudokuer.

I KristenDemokraterne har vi det lige omvendt med familien. Den er et mål i sig selv. Familien er der, hvor vi hører hjemme. Familien kan give den varme og tryghed, som Mettes tabeller for lønstigninger aldrig kan give. Familien er en KPI-fri zone, hvor vi altid passer ind, hvor vi altid hører til.

Der er mange derude, der ikke vil anerkende vores syn på familien. De vil sige, at deres familie er helt forfærdelig, og at de bestemt ikke føler, at de hører hjemme, når de for eksempel er hjemme til jul.

Det syn på familien skal vi kæmpe for at forandre. Med familien som værdi, handler det ikke om, hvad familien kan give, men hvad vi kan give til familien. Vi er nemlig ikke vores egen lykkes smed. Vi er hinandens lykkes smed.

Tilgiv mig, hvis det bliver lidt for søgt, men jeg sidder her foran pejsen og kan ikke lade være med at tænke på, hvor vanskeligt det er at lave et godt bål ud af ét stykke brænde. Til gengæld er det super nemt at få en flot ild til, hvis du lægger to stykker brænde oven på to andre. Brændestykkerne får det bedste frem i hinanden, sætter ild til hinanden, og den gensidige gavn skaber et langt bedre resultat, end de individuelle stykker ville kunne.

At skulle fungere alene er hårdt og giver måske større fleksibilitet, men sjældent langtidsholdbarhed eller det bedste resultat på den lange bane. Hvad der bliver opfattet som den ultimative frihed, er ofte forbundet med ensomhed og sårbarhed, og måske er det svært at se nytteværdien i denne frihed, når du først har smagt den.

Jeg læste et pragtfuldt indlæg i Kristeligt Dagblad, skrevet af min ven Nik Bredholt. Han ser på frihed i billedet af drageflyvning, som vi nok alle har prøvet. Dragen ser måske ud til at være bundet af snoren, og man kan fristes til at ville slippe den fri, så den kan flyve hen, hvor den vil. Men hvis man klipper snoren, vil den kortvarigt stige til vejrs, for så at flakse ned til jorden.

Med disse to billeder, vil jeg gerne gentage, at jeg tror, at vi har fejlet ved at lade den stærke stat overtage vores familiestrukturs rolle. Vi har solgt noget dyrebart ud. Vi har mistet noget uerstatteligt, og jeg sidder med en følelse af tab og med et ønske om at gøre det bedre for vores og de kommende generationer.

Jeg sidder ikke alene med denne følelse. I hele Europa er den største politiske bevægelse, KristenDemokraterne, dybt fokuseret på at give familierne forbedrede vilkår. I alt, hvad vi tænker om samfundets indretning, spørger vi os selv, gør dette landet til et bedre sted for vores familier? Vores søsterpartier inspirerer os. Vi ser på barselsregler, selvbestemmelse ved børnepasning de første år, og gratis rådgivning til par i vanskelige tider. Det er et stort arbejde at få drejet hjulene tilbage til familiernes fordel, men jeg håber sådan, at vi kan stå sammen om denne vigtige agenda.

Du kan starte med at få KristenDemokraterne på stemmesedlerne ved det kommende folketingsvalg. Demokrati har en pris, og for dig er det at gå ind på kd.dk og trykke på ”afgiv vælgererklæring” knappen. Det er 1 minut godt brugt.

Jeg vil til gengæld håbe, at du har haft en dejlig Jul, og samtidigt ønske dig et stærkt, sundt og spændende 2024.

Godt nytår!